En dansk investor henvender sig til os i forbindelse med påtænkt køb af en mindre metalforarbejdningsvirksomhed. På baggrund af planer om at nedrive bygningerne og opføre nye til andet formål ønskede kunden en gennemgang af foreliggende miljødokumentation samt en evt. miljøteknisk undersøgelse. Såfremt der påtræffes forurening, ønskede kunden desuden et forslag til en løsning samt et økonomisk overslag på udgifter til en eventuel oprensning/afværge.
Gennemgang af forliggende miljødokumentation
Gennemgangen viste, at virksomheden var etableret i 1954 men med adskillige udvidelser op til dato. Den foreliggende miljødokumentation blev gennemgået og suppleret med en grundig gennemgang af grund og produktionsfaciliteter. Endvidere blev tilgængelige myndighedsoplysninger gennemgået, herunder kort og flyfoto, hvilket gav en grundig oversigt over produktionsanlæggets udvikling over tid. Ud fra vort kendskab til den aktuelle branche fokuserede vi under gennemgangen især på de mest problematiske kemiske produkter, som typisk anvendes i den pågældende branche. I det konkrete tilfælde cyanid, chrom og TCE. Gennemgangen af grunden og produktionsfaciliteterne gav endvidere anledning til en række supplerende spørgsmål vedrørende placering af underjordiske tanke og disses rørgennemføring samt yderligere oplysninger om driften af en transformatorstation på grunden.
Hurtigere og billigere boringer med Geoproberig
I samråd med kunden besluttede vi at udføre boringer på relevante steder med vores Geoproberig. Geoprobe boringer med MIP (Membrane Inlet Penetrate) er en relativt ny metode, hvor tilstedeværelse af en eventuel forurening med olieprodukter og/eller organiske opløsningsmidler vises direkte på en PC skærm under udførelsen af selve borearbejdet. Der skal således ikke nødvendigvis sendes prøver til analyse på laboratorium, men der kan udtages prøver til laboratorieanalyse, såfremt dokumentation af præcise mængder af forurening ønskes. Metoden er både hurtigere og billigere end traditionelle undersøgelsesmetoder og hertil kommer en større sikkerhed for at eventuelle forureninger findes, fordi man allerede under borearbejdet får indblik i forureningens udbredelse og styrke.
Troværdig beskrivelse af den trufne forurening
De udførte undersøgelser afslørede en massiv forurening med trichlorethylen og chrom i både jord og grundvand. Desuden blev der fundet forhøjede indhold i jordbunden af metallerne zink og cadmium. Det umiddelbare udbytte for kunden bestod således i en troværdig beskrivelse af den trufne forurening, og de opnåede resultater gav umiddelbart mulighed for at skitsere og prissætte et løsningsforlag til eventuel oprensning/afværge, som vil være en forudsætning for den ønskede ændring af anvendelsen af arealet.
Kunden fik dermed etableret et relevant beslutningsgrundlag som basis for forhandlinger om et eventuelt køb.